Så er vi klar med et spændende program til årets Store Praksisdag for dig, som er praktiserende læge i Region Sjælland.
Kvalitets- og Efteruddannelsesudvalget har fornøjelsen at invitere dig til Store Praksisdag 2024, som holdes den 2. maj på Comwell Klarskovgaard ved Korsør.
I år prøver vi noget helt nyt, når vi afholder Store Praksisdag som SGE-dag. Dermed har du mulighed for at tage et af PLO’s SGE-moduler i velkendte hyggelige rammer med mulighed for at netværke, videndele og være social sammen med dine kollegaer.
Ved tilmeldingen vælger du et SGE-modul og indgår i en ad hoc-gruppe. KAP-S rekvirerer materialer til gruppen og står for facilitering, og du får en dags systematisk efteruddannelse med hjem fra Store Praksisdag.
SGE-moduler er venligst lånt af PLO Efteruddannelse, men du skal ikke gå glip af en spændende fælles keynote, denne gang i et utraditionelt format om det yderst aktuelle emne aldring og aldringsprocesser: Huxi Bach i en samtale med aldringsforskeren Jan Nehlin.
Har du taget din SGE eller er uddannelseslæge, så har vi et særskilt program, der stiller skarpt på ’Livscyklus i almen praksis’.
Store Praksisdag afsluttes med en festmiddag med prisuddeling og en fejring af årets nyuddannede speciallæger i almen medicin.
Vi slutter aftenen af med social hygge og dans, når DJ’en spiller op med god musik, og du har mulighed for at overnatte.