|
|
Sommerferien nærmer sig hastigt, de lyse nætter er over os, og I får her forsommerens sidste nyhedsopdatering fra KAP-S. Mød vores nye datakonsulent, få nyt om Store Praksisdag, gruppeledertræf, spændende projekt med gruppekonsultationer og kursus om smertepatienter for praksispersonale. Hen over sommeren kører vi på lavt blus, men vi er til stede, og vi ser frem til at arbejde videre sammen med jer om efterårets og næste års aktiviteter. Vel mødt derude – og god sommer!
|
|
|
|
Mere end 100 praktiserende læger, uddannelseslæger, forskere, foredragsholdere og undervisere satte hinanden stævne til Store Praksisdag
|
|
Spændende emner var på dagsordenen til Store Praksisdag 31. maj-1. juni, hvor indlæg og workshops handlede om kendte og mindre kendte årsager til kræft, om ulighed i sundhed og om kommunikation om svære emner med patienter og i klinikken. Alt dette og meget mere blev diskuteret under overskriften for årets tema: Kommunikation og den nye kroniske patientgruppe – canceroverlevere. Der var mange spændende stande at besøge i pauserne, hvor der også var mulighed for at netværke på tværs eller nyde det gode vejr i de smukke omgivelser i bøgeskoven ved Korsør. Fredag aften var der festmiddag, hvor årets Poul Brix-pris blev overrakt til Johan Reventlow for hans utrættelige virke for at inspirere og mobilisere læger i almen praksis. Vi arbejder på at afholde Store Praksisdag 2025 som SGE-dag, så hold øje med nærmere informationer på www.kap-s.dk, Facebook og her i nyhedsbrevet.
|
|
|
|
|
|
Mød Pernille, vores nye datakonsulent
| |
Pernille begyndte i KAP-S den 1. juni, og hun glæder sig til at møde jer. Pernille fortæller: Hej, jeg hedder Pernille Wehn og er fra 1. juni ansat som datakonsulent i KAP-S. Som datakonsulent bliver det min opgave at understøtte kvaliteten i almen praksis her i Region Sjælland ved at styrke anvendelsen af it og data som værktøj og via undervisning, råd og vejledning til implementering. En opgave jeg ser meget frem til at varetage. Som bioanalytiker er kvalitet en naturlig del af min faglighed, men derudover brænder jeg for også for data, udvikling og undervisning, og jeg er netop derfor taknemlig for at være blevet en del af teamet i KAP-S. Jeg har de sidste 15 år arbejdet for Region Sjælland inden for de diagnostiske specialer i somatikken. Her har jeg både arbejdet direkte med patienter og i laboratorierne og efterfølgende som projektkoordinator med arbejdsopgaver inden for undervisning, rådgivning, IT og datahåndtering i relation til forskning. Sidstnævnte har bl.a. givet mig god erfaring med håndtering af data og dennes kvalitet, viden som jeg håber at kunne drage nytte af i mit arbejde i KAP-S. Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet i KAP-S og ser frem til at møde jer og til et fremtidigt samarbejde. Velkommen til Pernille!
|
|
|
|
|
|
Tilmeld dig årets gruppeledertræf om AI i praksis og i efteruddannelse
Vi står midt i en teknologisk revolution, hvor ny sundhedsteknologi flytter helt ind i almen praksis. Forandringerne sker nu, og spørgsmålet er, om du nysgerrig på, hvad der findes af ny teknologi, og hvordan den kan forbedre hverdagen for både dig og patienter. Lørdag vil vi sammen med Prof. Henning Langberg udforske den seneste IT-teknologi. Hvordan den kan anvendes i almen praksis med fokus på at generere værdi for dine patienter og i efteruddannelse. Vi vil udforske områder som videokonsultationer og chatrobotter, og vi vil diskutere, hvordan disse teknologier kan gøre vores dagligdag lettere? mere effektiv? og mere værdifuld for patienterne uden at gå på kompromis med datasikkerhed. Gruppeledertræffet afholdes 25.-26. oktober på Rødvig Kro og Badehotel på Stevns. Se hele programmet her, og tilmeld dig allerede nu her
|
|
|
|
|
Smertepatientens team i din klinik (3 moduler for praksispersonale)
Lægemiddelenheden afholder kursus om smertepatientens team i din klinik. Kursusdage i 2024 er 19. september, 24. oktober og 21. november, alle på Comwell Køge. Formålet er, at I bliver klædt på til, sammen med lægen, at kunne planlægge og gennemføre forløb for smertepatienterne i jeres klinik, og dermed skabe bedre patientforløb. Kursets indhold er praksisnært og forudsætter deltagernes aktive deltagelse. Mellem kursusdagene arbejder du og klinikken med at udvikle nye arbejdsgange for patientforløbene. Efter kursets teoretiske dage er der en implementeringsperiode på 3 måneder med efterfølgende opfølgning på processen. Læs mere om kurset, indholdet i alle 3 moduler og nærmere oplysninger om tid og sted, og tilmeld dig her
|
|
|
|
|
Potentiale i gruppekonsultationer for personer med type 2-diabetes
|
|
KAP-S står sammen med Steno Diabetes Center Sjælland og Forskningsenheden for Almen Praksis bag et projekt, som er gået sammen om at undersøge, hvordan gruppekonsultationer kan fungere i almen praksis. Blandt initiativtagerne til projektet er Berit Lassen, som er praktiserende læge i Korsør. Praktiserende læge Anette Studsgaard deltager i projektet, som afprøver gruppekonsultationer i almen praksis for personer med type 2-diabetes. Hun ser spændende muligheder i konsultationsformen: - Det er spændende at arbejde på den her måde. Det stiller nogle andre krav til vores faglighed og til, hvordan vi møder patienterne. Men det er også sjovt som læge at få lov og have tid til at gå i dybden med patienternes problemstillinger. Og det er spændende at opleve, hvordan de faktisk kan hjælpe hinanden videre på en helt anden måde, fortæller Anette. Læs mere om projektet og de første erfaringer i artiklen her Hvis du er interesseret i at høre mere om projektet, kan du kontakte Ann-Helen Henriksen: [email protected], tlf.: +45 20 16 99 44 Læs mere om gruppekonsultationer her
|
|
|
|
|
|
Vil du bidrage til Sundhedsstyrelsens kvalitetstjek af alkoholbehandlingen i Danmark?
Nordic Health Care Group (NHG) bistår Sundhedsstyrelsen med at kulegrave alkoholbehandlingen i Danmark, hvor formålet er at lave en grundig afdækning af kvaliteten af den eksisterende alkoholbehandling. Kulegravningen er en forlængelse af Sundhedsstyrelsens servicetjek, som blev foretaget i 2019, og skal opdatere servicetjekket og bidrage med viden, som ikke blev afdækket i 2019. Undersøgelsen skal bl.a. beskrive udviklingen i kvaliteten, afdække muligheder for efterbehandling samt forskellige styringsmekanismer og organisatoriske forhold i alkoholbehandling. NHC er som led i kulegravningen blevet bedt om at afdække kvaliteten for Sundhedsstyrelsen. En del af afdækningen består af interviews med praktiserende læger for at få indblik i deres erfaringer med opsporing, behandling og henvisning af borgere med et stort alkoholforbrug i almen praksis. I den forbindelse vil NHG høre, om du som praktiserende læge vil være interesseret i at deltage i et kort interview? Interviewet vil vare op til 30 min., og din deltagelse kan blive honoreret. Hvis du har spørgsmål eller gerne vil vide mere, kan du kontakte Astrid Mortensen (konsulent) på 61 30 60 57 eller Marie-Louise Mølbak (projektansvarlig) på 40 61 86 35.
|
|
|
|
|
Postkort fra en forsker
|
|
Nyeste forskning fra Forskningsenhederne for Almen Praksis. VID (Netværk for viden og kompetencer i almen praksis) udvælger løbende studier, hvis resultater har direkte relevans for din daglige kliniske hverdag og beskriver hovedpointerne ultrakort, så du hurtigt kan få overblik. I dag kan du bl.a. læse om: - Social ulighed i at starte ambulante forløb blandt personer med multisygdom
- Patienter med udviklingshæmning har brug for læger, de kender
- Stor variation i brugen af psykometriske tests i almen praksis
Læs mere på VIDs hjemmeside her Du kan bestille et eller flere emner ved at sende en mail til [email protected], så kontakter VID dig hurtigst muligt. Hvis du har spørgsmål om din bestilling, kan du ringe til VID på telefon 60 15 40 95.
|
|
|
|
|