Poul Brix Initiativpris 2019
KAP-S

Poul Brix Initiativpris 2019

Indstilling til Poul Brix Initiativpris 2019
Kvalitets- og Efteruddannelsesudvalgets Initiativpris er en anerkendelse til en person fra almen praksis, som har gjort en særlig indsats for at engagere, inspirere og mobilisere læger og praksispersonale inden for kvalitetsudviklingsarbejdet i Region Sjælland.

Udvalget vil vægte kandidater, der enten gør en ekstraordinær indsats for at profilere almen medicin på kvalitetsudviklingsområdet, har gjort en særlig indsats i arbejdet med organisationsudvikling inden for almen praksis, eller har vist vejen i forhold til at sikre rekruttering og/eller generationsskifte i almen praksis.

Initiativprisen er opkaldt efter Poul Brix Jensen (1942-2007), som nationalt var pioner i arbejdet med kvalitetsudvikling og tidligere praktiserende læge i Nakskov og direktør i DSAM.

Prisen uddeles efter følgende kriterier
Prisen gives til en person eller gruppe af personer, der ikke alene har gjort en særlig indsats for at fremme kvalitetsudvikling i almen praksis, men også har vist handling og resultater.

  • Der lægges vægt på initiativer, som tager udgangspunkt i dagligdagen i almen praksis og som øger kvalitet og arbejdsglæde i almen praksis
  • Initiativet skal være til fordel og glæde for andre end initiativtageren selv
  • Det anses som positivt, hvis initiativet er skabt på baggrund af et samarbejde mellem flere forskellige praksis i regionen – gerne på tværs af sygehuse og kommuner
  • Det anses som positivt, hvis initiativet viser sig at indeholde mulighed for etablering af nye og spirende initiativer

Prisoverrækkelse
Poul Brix Initiativpris uddeles på Store Praksisdag, den 10. maj 2019.

Prismodtageren får tildelt kr. 15.000.

Send en begrundet indstilling til kap-s@regionsjaelland.dk senest mandag, den 1. marts 2019 kl. 12.00