Vi er glade for at kunne præsentere vores nye efteruddannelsesvejleder Kenda Christensen, som fremover skal være med til at understøtte DGE-grupperne.
Vi overlader ordet til Kenda:
Jeg hedder Kenda og er fra 1. februar ansat som ny efteruddannelsesvejleder i KAP-S.
Jeg er speciallæge i almen medicin og arbejder til daglig som familielæge for store og små i Viby Sjælland.
Derudover brænder jeg for uddannelse og udvikling af vores fag almen medicin og er derfor taknemlig for at være blevet en del af teamet i KAP-S.
Som efteruddannelsesvejleder bliver det min fornemmeste opgave at hjælpe, støtte og koordinere DGE-grupperne. Grupperne er med til at skabe et vigtigt åndehul for faglig udvikling, udveksling og styrkelse af fællesskabet hos praktiserende læger på kryds og tværs.
Region Sjælland har været min arbejdsplads de seneste 8 år både som kliniker på sygehus og i praksis, men også som yngre almenmedicinsk uddannelseskoordinator (DYNAMU) for Lægeuddannelsen i Region Sjælland. Sidstnævnte stilling har givet mig god erfaring med koordinering og planlægning af kurser og temadage samt givet mig et godt netværk i regionen, hvilket jeg vil kunne drage nytte af i mit nye arbejde.
Jeg håber bl.a. at kunne lokke flere yngre almenmedicinere med i DGE-grupper og vil gerne være med til at udbrede kendskabet til de mange muligheder, der ligger i KAP-S. Jeg interesserer mig især for kommunikation og formidling og glæder mig til, at der allerede fra 1. marts kommer et nyt og lækkert værktøj på banen, nemlig den nye platform for DGE-grupper (grupperne.dk), som jeg tror vil lette arbejdet for mange. Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet og ser frem til at hilse på jer
Velkommen Kenda!